My – Tabet af en far er evigt

Vi havde været på familiebesøg, mine små døtre og jeg, og de glædede sig til at komme hjem til deres far, som havde været ude for at køre landevejscykling, og den pizza, han havde lovet at lave. Men da vi drejede ind i indkørslen, var ruderne sorte. Der var ingen far.

Og så var det, at min hjerne eksploderede. Der var nemlig en gang før, hvor der havde manglet en far, og der er stadig et hul, hvor han skulle have været. Han kom tit sent hjem, men en dag, da jeg var 11 år, kom han slet ikke hjem. Vi skulle grille. Det var sommerferie. En vigtig etape af Tour de France ventede. En doven dag i laveste gear. Men så ringede det på døren, det var politiet.

De var kede af at fortælle, at min far ikke længere var iblandt os. Min mor knækkede skraldgrinende sammen på gulvet i entreen. Eller. Hun hulkede. Skreg. Alt blodet i min krop forsvandt. Fingerspidserne summede. Min bror kom løbende – hvad sker der? Far er død, skreg jeg. Og stak i løb. Forbi de forstenede betjente, ned af vejen, VÆK.

Mange gange før havde jeg været bange. For alt muligt. Følt samme summende frygt. Men hver gang var min mor eller far kommet, havde taget mig op, beroliget mig. Alt det, jeg frygtede, var ikke sandt. Det var bare et mareridt. Bare en misforståelse. Ikke virkelighed. Men den dag var det. Den dag var der ingen, der kunne berolige mig, for verden var brast sammen.

Den dag i sidste uge, hvor jeg manglede min mand – mine børns far – var det mig, der var den voksne. Som roligt satte pizzaen i ovnen, mens den 11-årige indeni havde lyst til at skrige, og hjernen stak af i alle retninger: hvad skal jeg sige til børnene? Skal de se ham på hospitalet? Han er ateist, hvordan vil han begraves? Kan vi blive boende her? Hvordan skal jeg sikre, at pigerne husker deres far? Hvad koster en kiste? Vil jeg nogensinde finde en, jeg kan elske, som jeg elsker ham?

Selvom jeg lever et trygt og kærligt liv, selvom jeg er gennembehandlet af alle former for terapi, selvom min hjerne er med på den statistiske usandsynlighed i, at noget lignende vil overgå mig igen, overgå mine børn, så er der intet at stille op imod oplevelsen. Jeg har været dér, og derfor vil der altid være noget inde i mig, der er gået i stykker. Nemlig troen på, at man kan sige “vi ses senere” og være sikker på, at det gør vi. Jeg vil aldrig kunne sætte min familie ind i en bil uden at have en flygtig angstfuld tanke om, at jeg burde tage bare ét barn med mig, så ikke alle vil forsvinde, hvis ulykken rammer igen.

For andre er den form for dramatik forbundet med avisoverskrifter og film. For mig er det oplevet virkelighed. Erfaring, simpelthen. Det kan ske, og det skal jeg leve med. Og det gør jeg rigtig fint de fleste dage. Faktisk mener jeg – hånden på hjertet – tabet har givet mig en god rettesnor for, hvad der er vigtigt her i livet. Og det er de mennesker, jeg lever det med.

Johan kom hjem. Han var punkteret. Havde kørt en omvej. Han var uskadt. Dén dag forsvandt skrækken og blev til lettelsens tårer.

Jeg lader ikke angsten diktere den måde, jeg lever mit liv på. Men den er der som en blå tone. Det er okay.