Simon – 360 graders angst

Døden er ingen snob, siges det. Den tager imod os alle sammen, alle kan bruges. Min angst opererer på samme måde; alt kan bruges. Sociale, faglige eller eksistentielle kontekster, glat får den listet sig ind, og den er snu i sit rænkespil.

Løgnagtigt fortalte den mig, at humor kunne bypasse stumheden i min sociale angst. Så jeg forsøgte at være sjov for at virke attråværdig, men jeg blev bare dum og led, og jeg lærte her, at Skammen er størst, ikke kærligheden. Skam er den farligste sygdom, da den ikke kan helbredes og afholder mig fra kærligheden.

Den trænger også ind i min faglighed, angsten. Da jeg skulle skrive min første opgave på universitetet, var jeg tæt på indlæggelse. Jeg var kun 22 år, og hvordan skulle jeg kunne få hele verden ind på blot femten sider? Det er nok et helt almindelig fejltrin for folk i start-20’erne; man vil gå til verden med en 50-årigs erfaring. Således blev min studietid kraftigt tynget af angst, især når der skulle skrives opgave. “My page was too white / my ink was too thin”, som min drukkammerat Leonard skriver.

Så kommer vi til den eksistentielle angst, og af hensyn til følsomme læsere vil jeg her afstå fra at beskrive den del i detaljer;  jeg vil ikke smitte. For mit vedkommende gav den udslag i en på en måde vanvittig, men egentligt også ganske logisk tvangstanke. Jeg var 20 år, da den startede, og jeg fik her god lindring via medicin.

Tvangstanker. Det er vel dét, angst er. En ubønhørligt vedvarende tankerække, der kører i ring og vel på et tidspunkt får hjertet til at implodere. Når det for mig er værst, dukker et bestemt, meget smukt Wilhelm Freddie-maleri op i min bevidsthed: “Bøn”. Sammen med det billede, i dét hjørne på Statens Museum for Kunst, er jeg ikke alene.

Kunst kan være rensende, medicin kan lindre, men samtaleterapi er vigtigt for fornuften. Nej, den er ikke så sexet, Fornuften, men den er vores krog ind i det fællesskab, som vi socialt, fagligt og eksistentielt helt instinktivt søger mod. Alene kan man med kunst og medicin skabe sit eget tålte ophold i tilværelsen, men i ydmyg, ærlig og åben samtale med en vidende og støttende terapeut kan man finde den fornuft, der gør Skammen til skamme.