Miemy – med angsten som livsledsager

Om at leve med angst

Det er ikke svært for mig at dele ud af alt det svære der var. Alt det der var fortid. Men hvad så når der dukker tråde af det gamle op? Hvad når angsten og tristheden i en periode overvælder?

Du bliver opdaget!

”Hvis nogen opdager, at du stadig har angst indimellem, så kan du ikke længere være psykolog” – den tanke er den første der altid dukker op.

Den dukker op fordi jeg bærer rundt på en følelse af skam over at jeg ikke har fixet angsten. En gang for alle.

Faktum er bare, at angsten har en virkelig god grund til at være der lige nu. Angsten  er en del af det nedarvede system, som vi mennesker har fået med os. Det fortæller os, at der er fare på færde, at noget ikke er som det skal være.

Meningen med angsten 

I de sidste par år er der sket meget omkring mig, som helt logisk og forståeligt har prikket til angsten igen. Jeg er blevet konfronteret med livets skrøbelighed, og har måtte indse for alvor, at også unge mennesker kan dø helt uretfærdigt og alt for tidligt. Det ligger udenfor min kontrol, og der er intet jeg kan gøre ved det.

Den oplevelse og konfrontation har givet mig øjeblikke og somme tider dage, hvor jeg forsvinder ind i bekymringer og frygt for fremtiden.

I den proces glemmer jeg, at også jeg er menneske. At jeg, ligesom alle andre, har lov til at blive bange, at det at frygte fremtiden sker helt naturligt, når vi konfronteres med livets barske virkelighed.

Mange års selvudvikling

Jeg har arbejdet med mig selv i mange år. Jeg har haft angst siden jeg var meget lille. Angsten er min følgesvend. Angsten skal ikke fixes, angsten skal mærkes, høres og ses. Den er en budbringer, og den fortæller mig, når jeg er i en periode, hvor jeg har brug for at passe ekstra godt på mig selv.

Livet sker hele tiden, og jeg er lige her. Jeg minder mig om at der var engang, hvor angsten var så slem, at jeg ikke kunne være alene hjemme. Der var engang, hvor jeg var tyve år og boede alene i Vanløse sammen med angsten. Angsten der blev dulmet med uendeligt mange overspisninger og opkastninger, hver eneste dag.

Jeg er ikke længere bange for at være alene hjemme, og ja jeg spiser somme tider Ben & Jerrys, ser netflix og får tankemylder og angstsymptomer, når det hele bliver for meget, men jeg kaster ikke op tolv gange om dagen længere. Jeg er kommet så uendeligt langt siden dengang, det glemmer jeg bare somme tider, når min indre kritiker tager over.

Mit værdibaserede liv 

Min drøm har været at få et liv der for mig gav mening. Et værdifuldt liv.

Jeg er mor til to børn. Tænke sig at min krop efter at jeg har mishandlet den i så mange år, skænkede mig to raske børn! Jeg har været sammen med min mand, og faste klippe i tolv år nu, også selvom jeg i lange perioder har været så uendeligt bange for at miste ham.

Jeg fulgte min drøm og blev psykolog, endda præcis på den måde jeg ønsker at være det.

På den måde, hvor jeg får lov til at være mig og mine klienter får lov til at være dem de er. Jeg er, hver eneste dag taknemmelig for den tillid og den styrke mine klienter viser i arbejdet med sig selv.

Hvis ikke jeg havde haft min angst med mig, og hvis ikke jeg vidste, hvordan det føles i årevis at torturere sig selv indefra og ud, så ville jeg ikke være den jeg er i dag. Min personlige rejser har vist mig sider af livet, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg har mødt de smukkeste mennesker på min vej. Det ville jeg ikke have undværet.

Rejsen slutter aldrig 

Jeg ved nu, at min indre rejse aldrig slutter. Det er netop en rejse der helt tiden tager mig nye og uventede steder hen. Nogle dage er fantastiske, smukke og vidunderlige, og andre dage kræver det mod at se, hvad der venter om næste hjørne.

Jeg omfavner min angst og når skammen over angsten dukker op igen, så omfavner jeg også den.

Vi er mennesker alle sammen. I dag delte jeg min hemmelighed med jer. Min angst.

Kærligst Mie My