Katarina – Med angsten i kroppen

angst

 

Jeg måtte tage køreprøven 5 gange, før det lykkedes mig at få det satans kørekort, og for nyligt gik det op for mig, at det, der havde spændt ben for mig, var angst. Eller, faktisk var det ikke mig, der forstod det først. Andre måtte fortælle mig det, før jeg forstod det.

Jeg fortalte historien over frokostbordet, som jeg har fortalt den så mange gange før, og da jeg var færdig med min lille anekdote, sagde A: “Det er jo et angstanfald”. Og ja, det var det. Eller rettere: det var 4 1/2 angstanfald, som jeg aldrig har fået sat ord på, forstået, anerkendt, før her 17 år efter, jeg fik mit kørekort.

Det er mærkeligt at tænke på, at angsten har fulgt mig så længe – over halvdelen af mit liv – uden at jeg rigtig har opdaget det. Jeg er først nu ved at forstå den og lære den at kende. Jeg ved, at den kommer, hver gang jeg skal vurderes for min faglige kunnen, og den har fulgt mig gennem alle livets mundtlige eksaminer, oplæg, foredrag og undervisningstimer.

Den er der, når jeg skal tale i telefon med fremmede, når der kommer e-boks-adviseringer, og den giver mig tunnelsyn, hovedpine og en IQ på ca. 45, når jeg skal udfylde dagpengekort, indberette ferie, tjekke Jobnet og andre online skema-situationer.

Da det var allerværst, kom angsten hver gang, jeg satte mig foran min computer. Hver evig eneste dag var en kamp – og oftest en kamp, hvor jeg var taberen. Jeg måtte som regel lukke computeren meget hurtigt igen, og krølle mig sammen i skam over og foragt for mig selv, mens hjertet hamrede på strubehovedet og fik mig til at føle, at jeg var ved at kvæles i min egen puls.

Den første gang hos psykologen, snakkede vi om, at jeg havde svært ved at acceptere og forstå, at jeg havde angst. For sådan som jeg læser beskrivelser af angst, er det ofte noget med, at man tror, man skal dø. “Så jeg forstår det ikke,” sagde jeg til hende, “jeg ved udemærket godt med mit hoved, at jeg ikke skal dø. Hvorfor sker det her så alligevel?”
“Det er ikke dit hoved, der tror, det skal dø, det er din krop, der tror det,” sagde hun.

Og således startede en – endnu ikke afsluttet – rejse. En rejse, hvor jeg skal lære at lytte til min krop, respektere mine grænser og følelser, være min egen bedste ven og støtte og ikke den uempatiske slavepisker, jeg ellers har lært mig selv at være.

Det er en daglig øvelse i at tillade mig selv ikke at præstere hele tiden – at acceptere, at nogle dage er bedre end andre, ikke være bange for at begå fejl og ikke mindst blive bedre til at tro på det, jeg oplever. Det lyder måske mærkeligt, men jeg sørger og græder ganske meget over, at jeg har måttet leve et liv så fyldt med frygt, angst og skam. Det er på en måde så uværdigt, og det ønsker jeg virkelig ikke for nogen, heller ikke mig selv.

Til gengæld er jeg (på gode dage) lettet og forhåbningsfuld, for jeg kan mærke, at der er ændringer på vej: ægte glæde og begejstring, og et lille håb om, at jeg kan blive fri. Ikke fri for angsten – jeg tror den altid vil følge mig, og det må den også gerne, for jeg ser den som en vagthund, der advarer mig på den eneste måde jeg kan forstå – men jeg drømmer om at blive fri af fortiden på en måde, så jeg kan trække vejret dybt, være mig selv, og nyde det skønne liv, jeg er så heldig at have.