Laura: Frygten for at blive forladt

Hvordan startede det?

Min historie startede, da jeg var barn, og min mor døde. Efterfulgt af skoleår med social udstødelse og mobning. Efterfulgt af forhold, hvor mine kærester ikke var så gode til at respektere mig – og jeg desværre heller ikke var så god til at respektere mig selv. Mine livserfaringer har skabt i mig en næsten urokkelig overbevisning om, at jeg er undværlig.

Hvordan oplever jeg det?

Mennesket er et flokdyr, fordi vi evolutionært set har sikret vores overlevelse gennem samarbejde. Det er årsagen til, at vi helt ubevidst gerne vil passe ind – også selvom man trives i sin individualitet, vil vi i reglen gerne føle nærhed med andre.  “Mennesker trænger mennesker”, som den norske ungdomserie SKAM så enkelt udtrykte.

Hos flokdyr eksisterer også et hierarki, hvor alle helt intuitivt kender deres plads. Den øverste i hierarkiet har større chance for overlevelse. Sådan har det altid været – i stenalderen handlede det om mad, i dag om mere abstrakte koncepter såsom popularitet. Men princippet er det samme.

Jeg var nederst i hierarkiet og gjorde alt for at være venner med dem højere oppe. I mit tilfælde kom det til udtryk ved, at jeg påtog mig alle de interesser, de andre i klassen havde. Kunne de lide en bestemt slags musik, lyttede jeg til det, så jeg kunne være med i samtalen. Jeg sagde ikke andre imod, men gav dem ret, for på den måde at være mere vellidt. Strategien var ubevidst – jeg var jo bare et barn – og langt hen ad vejen effektiv.

Men på lang sigt var ulemperne flere end fordelene. Jeg var nem at drille, fordi jeg aldrig sagde fra. Jeg kunne ikke for alvor argumentere for mine holdninger, for de var jo ikke mine egne. Derfor var jeg heller ikke så interessant at invitere med til ting og var ofte udenfor.  Men langt værre – fordi jeg levede så meget gennem andre, vidste jeg ikke, hvem jeg selv var. Jeg kunne kun vurdere mig selv på, hvordan andre behandlede mig. Min opfattelse af mig selv blev, at jeg er en, andre kan undvære.

Af en eller anden årsag kommer det i dag kun til udtryk med kærester. Ikke med venner eller familie. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare blevet. Helt konkret oplever jeg det ved, at jeg stadig har svært ved at sætte grænser, fordi jeg fra barnsben har erfaringen med, at folk forlader mig, hvis jeg gør. Og det tager mig lang tid at komme mig over et brud. Et år i hvert fald og gerne længere.

I den tid er jeg meget nedtrykt og undgår alt, der minder mig om personen. Jeg zapper væk, hvis der er en i tv, som hedder det samme eller undgår steder, vi har været sammen. Og ja, undgåelsen er også med til at vedligeholde min smerte – samtidig med, at den paradoksalt nok lindrer den. For mig er det derfor en balance mellem at konfrontere det svære og at passe på mig selv i det svære.

Den episode, der har påvirket mig mest var engang for 2-3 år siden. Jeg havde været i et forhold, hvor min kæreste satte sig selv først, og hvor jeg ikke var god nok til at udtrykke mine egne behov. Det endte i et brud og en langvarig emotionel reaktion kompliceret af et dødfald i nærmeste familie. Jeg var ikke selv klar over, hvor dårligt jeg havde det – indtil jeg en dag lå på gulvet i en kælder, ude af stand til at holde op med at hulke eller flytte mig.

Jeg havde på det tidspunkt hverken sovet eller spist i tre døgn, og kunne ikke tænke på andet end at kaste mig ud foran en bil. Jeg ville egentlig ikke dø, jeg kunne bare ikke overskue livet som det så ud på det tidspunkt og kunne ikke se en ende på min lidelse. Min veninde samlede mig op fra kældergulvet og kørte mig på psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg startede på antidepressiv medicin og psykolog og tilbragte tid sammen med min familie. Jeg fik det bedre –  langsomt, men trods alt bedre. Jeg har haft små tilbagefald siden da, men heldigvis ikke af samme kaliber.

I dag er min største frygt (ud over at min nærmeste familie dør), at blive forladt. At jeg forelsker mig i en, som slår op med mig. At jeg aldrig finder en, som kan elske mig og vil stifte familie med mig. At jeg må undvære drømmen om at stifte familie med et menneske, jeg elsker. At det ødelægger mig så meget, at jeg ikke kan varetage mit fantastiske arbejde. Og at mit liv bliver så meningsløst på grund af det, at jeg kun kan se selvmord som min eneste mulighed.

Hvordan håndterer jeg det?

1) Jeg fordyber mig i relationer, jeg ikke frygter at miste. Min familie og mine venner.

2) Jeg engagerer mig i min faglige udvikling og mine fritidsinteresser.

3) Jeg giver mig selv lov til at have dage fyldt med frygt og sorg. De dage er jeg ekstra nænsom ved mig selv med film under dynen, dessert og familiesamvær. Jeg ved i dag, at min frygt bare forsøger at passe på mig. Det er jeg den taknemmelig for – og den får ikke lov til at styre mig. Derfor insisterer jeg også på at date den til trods.

4) Jeg går til psykolog, når jeg har brug for det. Og ser det ikke som et nederlag, men mere som et udtryk for min svære opvækst, hvis jeg måske er nødt til at tage antidepressiv medicin igen en dag.

Laura er et dæknavn, da skribenten ønsker at være anonym