Anna: senfølger af seksuelt misbrug

Da murene væltede

Jeg er lige fyldt 35. Det er sådan en lidt mærkelig ikke-milepæl at sidde på. Jeg er helt definitivt ikke ung længere. Ikke mere i “starten af trediverne”. Nej, nu er jeg “på vej mod 40”. Jeg kan ikke rigtig undgå at kigge på mit liv og fundere over, hvor jeg egentlig befinder mig i det.

For 10 år siden, da jeg blev 25, var jeg tæt på at have krydset de fleste af “kasserne” af. Jeg troede, at jeg havde fundet manden i mit liv, jeg var tæt på at føde mit første barn og næsten færdig med min uddannelse. Jeg kunne ane huset, hunden og Hondaen lige om hjørnet.

I løbet af de næste to år gik alt imidlertid i stykker. Og de 8 efterfølgende skulle byde på den længste, hårdeste, sejeste rejse. Jeg faldt ned i den afgrund, der havde rakt sine arme ud efter mig siden barndommen, og som jeg til sidst bare ikke kunne løbe fra mere. Jeg druknede i alle mine facader og mure af overlevelsesstrategier.

Jeg er altid faldet meget. Jeg faldt, murede mig inde, bedøvede mig med chokolade og fjernsyn, rejste mig igen. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg overlevet sådan. Jeg fandt sidste år en gammel dagbog frem, hvor 13-årige Anna skriver: nu kommer mørket igen. Jeg hæftede mig ved ordet igen og følelsen af genkendelse, der lå i linjerne. Allerede dér var mørket så velkendt.

Efter et helt liv med den coping-strategi gik den ikke mere, fordi jeg blev mor og befandt mig i et ulykkeligt forhold,. Chokolade og tv var ikke nok, og isolation slet ikke en mulighed. Forholdet til min datters far gik i stykker, og jeg blev alenemor.

 

En glemt kiste med ubærlige minder

Derfra faldt jeg igen og igen. Meget dybere, hårdere og med langt større konsekvenser. Afgrunden, jeg flygtede fra, var så ubeskrivelig mørk og rummede så meget, jeg ikke før havde kendt til.

I starten famlede jeg rundt. Prøvede. Lappede hist og pist. Men der blev ved med at være noget helt galt. Efter nogle år voksede en ny bevidsthed om, hvad mørket egentlig kom af, frem.

Oppe på loftet i mit sind stod en stor gammel kiste med minder. Minder jeg altid havde haft, men ikke givet synderlig stor betydning. Jeg havde fortalt og delt nogle få minder før. Jeg brugte dem især som teenager, fordi jeg kunne se, at de gjorde mig mere spændende i andres øjne, men de fyldte ikke i mig, og jeg blev aldrig ked af det, når jeg snakkede om dem.

Men nu ændrede det sig. Langsomt begyndte de frygteligt svære og ubærlige følelser fra afgrunden at stige op. Én efter én mødte de minderne fra kisten, smeltede sammen og eksploderede. Minderne om manden – familievennen – med de omsorgsfulde, varme kram, der blev til kolde fingre, som gramsede og penetrerede.
Minderne om den lille 5-6-årige pigekrop, der lå fladmast på jorden med en stor teenagedreng ovenpå. Ensomheden i vindueskarmen. Den ubærlige hemmelighed. Sandheden om mig: det ulækre, perverse, forkerte barn.

Én efter én har jeg gennemlevet de eksplosioner. Ligget i fosterstilling, grædt, hulket, talt, sørget, rummet. Skylden, skammen, frygten for afsløring, tabet af identitet, vreden, afmagten.

 

Coping-strategier og vendepunkter

At være blevet misbrugt som barn afstedkommer så mange enormt komplekse og svære følelser. Det er lag på lag på lag. Det lille fine barnesind har gjort alt, det havde i sin magt for at overleve. Bygget den ene mur efter den anden. Det er noget af det mest uoverskuelige at rydde op i. Ikke desto mindre takker jeg lille Anna, for alt hun gjorde for at overleve. Alle de små usande konklusioner hun måtte drage for at danne mening. At hun forlod sin krop, når det var værst. At hun hentede kram og omsorg, når hun kunne – også selvom hun troede, hun ikke havde fortjent dem.

Og jeg føler med unge Anna. Teenageren og den ny-voksne. Der faldt og faldt og aldrig forstod hvorfor. Der bare troede, at hun var defekt. Der havde så meget kraft og styrke. Som altid var bange for at blive afsløret, som den svage taber, hun troede hun var. Som bare overlevede. Altid overlevede. En lang sej kamp. Brudt af lysglimt fra fantastiske uvidende venner, med latter, vin, smøger, dans og sang til den lyse morgen.

Der har ikke været ét vendepunkt i mit liv. Der har været mange. De helt særlige venner der føler med mig, kæmper med mig og elsker mig – også på lang afstand og også, når jeg ikke selv kan. De gode behandlere, der faktisk lytter, bøjer reglerne og hjælper. Og så dét at møde ligesindede.

For 1,5 år siden besluttede jeg aktivt at gå ud og finde andre misbrugte børn, der var blevet voksne. Det har været det sidste nye vendepunkt. At jeg i dén grad har opdaget og fået verificeret, at jeg ikke er mærkelig. At se alle de andre mennesker, der beskriver de helt samme følelser og livskomplikationer som jeg. Jeg har opdaget, at jeg er “på grænsen til det kedelige-normal”. Jeg er et helt normalt menneske, der reagerer helt normalt, på at have oplevet noget meget unormalt.

 

Psykisk sårbar kriger

Jeg er ikke så gode venner med udtrykket “psykisk sårbar” lige pt. Jeg erkender, at jeg er det. Jeg lever er liv med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Det har resulteret i en kronisk PTSD-diagnose, og jeg vil formentlig altid være mærket af det.

Jeg lever hver dag med at være ramt på min kognition. Jeg har en dårlig korttidshukommelse, manglende overblik, mister ord, har svært ved høje lyde og for mange stimuli. Jeg har perioder med flashbacks, mareridt, søvnbesvær, fysiske smerter fra spændinger. Jeg er kronisk træt og har en latent stress, der springer til live, blot jeg tænker på at have travlt. Når noget bliver svært, hvis jeg bliver bange, ked af det, utryg og min underbevidsthed vurdere, at jeg ikke kan håndtere det lige dér, så dissociere jeg. Tjekker ud, forlader kroppen, som lille Anna lærte at gøre. En tilstand jeg kan være i i timer, dage, uger. Indtil jeg bliver bevidst om det og langsomt kan komme tilbage til mig selv igen.

Jeg må hver dag dosere krudt og overskud, så det kan række. Jeg kigger altid på min datter og stiler efter at være den mor, hun har fortjent. Det lykkes ikke altid, og det er min største sorg. Jeg kommer formentlig aldrig til at kunne arbejde fuld tid, hvilket også er et enormt tab.

Så på den måde ér jeg “psykisk sårbar”, men jeg føler mig også som en kriger. Jeg har kæmpet med alt, hvad jeg havde, siden jeg var 4 år. Min krop, min Sjæl, mit nervesystem har ar. Jeg føler mig som en krigsveteran. Mine mål er ikke længere bundet op på ydre ting, og mine mål er lige nu få: At være en god mor og at være i ro i mit indre.

Det ville være en kæmpe kliché at skrive, at det var en hård rejse, men den var det hele værd. Min rejse føltes ikke som et valg. Den var uundgåelig, og den fortsætter. Men jeg glædes over, at mit indre kaos bliver mindre og mindre. At jeg efterhånden har mange øjeblikke med ro. Og at vejen frem har ført mig tættere på et mere autentisk Selv. At jeg ikke længere er bange for “afsløring”.  Og at jeg (det meste af tiden) tør stå i al min uperfekthed, alene med mig selv og elske den, jeg er.

 

Anna ønsker at linke til landsforeningen Spor, der er en landsforening for voksne med senfølger af seksuelle overgreb: www.landsforeningen-spor.dk

Author: Mie My

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *