Mette – Jeg opdagede ikke stressen, før den lagde mig ned

Jeg tænkte, at hvis bare liiige jeg løb lidt stærkere, var lidt klogere, kunne overkomme lidt mere, så ville jeg få det bedre. Jeg kunne hele tiden se det foran mig, bare lige lidt mere, så ville jeg være der… men efter laaang tid – måske årevis – knækkede filmen.

Det var en veninde, der ”greb mig i faldet”. Jeg havde stress.

Med alt hvad det indebar af optakter dertil. Synsbesvær (undrede mig over at mine kollegaer ikke også følte som så de ud gennem persienner), manglende orienteringsevne (det kunne være gået helt galt i den bil), træthed (sådan er det nok bare at være mor til to små), hårtab i tindingen (som da jeg ammede?!), trang til ost, pålægschokolade og kaffe (jeg har da ikke kunnet lide kaffe før).

Nå, men her var jeg så. Jeg har ellers altid ment, at enhver idiot kunne mærke, når det var ved at gå galt og være tid til at stoppe op. Her var jeg så. Idioten! Der ikke havde mærket noget som helst og stoppet op. Tværtimod.

Jeg havde givet afkald på alt det, der gjorde mig godt, og i stedet knoklede jeg. Jeg knoklede for at… ja, for hvad? Hvorfor knoklede jeg?

Faktum var, at jeg endte på skjoldet. Og jeg kunne ikke en gang sprælle.

Takket være min kærlige og insisterende veninde, kom jeg til lægen. Heldigvis har jeg en rigtig god læge. Hun formåede over de ganske få gange vi trods alt havde sammen gennem forløbet, at få mig motiveret til at geare helt ned. Slippe forpligtigelserne, og over tid lade op med bitte små ting, der gjorde MIG godt. Pyh! Skulle jeg nu til at tænke på mig selv. Det har jeg jo ellers øvet mig i fuldstændig at lade være med.

Det gav nu sig selv at lade andre, også familien, være. For jeg var simpelthen så udmattet, at jeg ikke kunne noget som helst. Heller ikke tale i telefon eller svare beskeder. Jeg kunne bare ligge der, og komme til hægterne igen.

Efter nogle måneder kunne jeg tage de første spæde skridt ud i at tanke mig selv op. Jeg begyndte at fylde på med daglige små gåture og karbade, jeg fik kraniosakralterapi, lægeeurytmi (en slags gymnastik), og så kom det helt store ryk, nemlig åndedrætsterapi. For første gang fik jeg følelsen af, at stress ikke er en permanent tilstand. Jeg tog et kæmpe skridt op ad stigen mod mit eget velbefindende. Og det alene ved hjælp af åndedrættet. Mit eget åndedræt!

Jeg fik også psykologsparring og langt senere i forløbet, tog jeg (endnu) en yogauddannelse, som skulle vise sig at være en kæmpe forløsning. Netop yogaen har tidligere og gennem mange, mange år, været mit helle. Et sted jeg lader op.

Det havde jeg fuldstændig afsagt i tiden op til stresssygemeldingen, lige så vel som veninderne, der blev slået hen med et ”vi må lige finde en dato”, når de spurgte om vi skulle ses. Den dato fandt jeg så ikke.

Min læge fik mig dog til at indse, at netop de to ting; veninder og yoga, var noget der var vigtig for mig, og som jeg skulle dyrke igen. For min skyld! Det gør jeg stadig. Jeg er også begyndt at mentaltræne og meditere. Og det føles godt.

Jeg kom ovenpå, landede på benene igen, og har måttet indse hvilke værdier, der betyder mest for mig.

Nummer ét for mig er helt klart familien. Og for at jeg kan være noget for dem, må jeg være noget for mig selv først. (Lyder næsten som når stewardessen i flyet beder en om at tage sin egen iltmaske på først og derefter hjælpe andre, hvis ulykken skulle være ude).

At være noget for mig selv, betyder også at jeg har måttet mærke efter, hvad det er jeg bruger mit arbejdsliv på. Det har været nødvendigt at justere til, så jeg synes det er interessant og bliver glad af det, jeg beskæftiger mig med. Jeg har derfor uddannet mig i en anden og mere nærliggende retning for mig. Her kan jeg bla. bruge mange af de elementer, jeg har lært gennem stressen. Jeg videreuddanner mig stadig, og prøver ikke så hårdt at være noget, jeg ikke er mere. Det er meget befriende.

Jeg øver mig stadig i at blive endnu bedre til at mærke mig selv og sige til og fra. Men jeg ved hvor grænsen går, og hvad jeg kan gøre, for at justere pendulet, så jeg igen kommer i balance.

Stressperioden har endt med at være en stor gave, som jeg kan pejle ud fra, og jeg har næsten lyst til at sige tak. Tak stress! Tak fordi du lod mit livspendul svinge.

Jeg ved nu, at det svinger tilbage igen. Og jeg sætter tid af til at LADE det svinge. Så hvis jeg har været involveret i noget krævende for mig, ved jeg, at jeg efterfølgende skal prioritere noget, der er afslappende for mig og vupti, så genfinder balancen sig.

Mit pendul. Symboliseret som en gynge. Det sørger for at holde mig i balance.

– METTE ODGAARD OLSSON

Author: Mie My

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *